Min Påske

Efter 4 timers humpende kørsel, på en næsten ikke eksisterende vej ankom vi til, hvad der i mine øjne er, verdens smukkeste sted, nemlig Tantille. En meget lille landsby, hvor man virkelig kan mærke og opleve Nigerias kultur.

Ved første øjekast fik jeg et mindre chok. Vi blev nemlig præsenteret for vores ”hjem” i de dage vi skulle være der. Et gammelt missionær hus, der ikke havde været beboet i 20 år og dette var tydeligt. I loftet og på væggene var der store plamager af fugt og andre steder var der helt igennem hul op til Nigerias smukke himmel. Der var præcist 5 stole, hvor vi kunne hvile vores trætte legemer. Senere kom der også en til madras så vi 5 tøser kunne dele de to madrasser der var. Vi endte med at vi var fire, der lå på madrassen og en der lå på spisebordet, godt polstret med et tyndt tæppe.
Der var ingen gas, ingen NEPA (strøm), intet vand, men der var et toilet, det virkede dog bare ikke. Alt dette gjorde at vi stod med kæben langt nede på vores bryst i 10 min. Og tænkte; ”hva’ søren?” . Dog var den tanke hurtigt væk da vi tog en kort tur rundt om huset. Vi var omgivet af skønhed fra alle sidder. Vi lå omringet af bjerge og træer, der havde en tyk krone af lyserøde blomster. Bag huset lå et lille bjerg med store sten, dette blev vores toilet. Bedre udsigt over en landsby, har ingen vist haft fra deres WC- kumme.
Vi fik konstant besøg af Tantilles beboer og følte os hjertelig velkommen til byen. Præstens kone kom med aftensmad, hvilket blev nydt i det romantiske skær af vores pandelamper. Uden ironi var dette ren hygge, og det at dele seng gjorde dagene til en hel tøse tur.

På de få dage vi var i Tantille oplevede vi stammedans i landsbyen, vandring i bjergene og et syn der kun kan kaldes et stykke af paradis, nemlig floden der flugtede sig igennem landsbyen.

Jeg gennemgår lige hurtigt de tre ting så indlægget ikke tager tre timer at komme igennem;)
Stammedansen fandt sted den første aften vi ankom til landsbyen. Det er en tradition de holder hvert år for en person der er død (og nej selvom det var i påsken så var det ikke pga. Jesus, troede jeg nemlig til at starte med). Traditionen varer tre dage med dans og musik. Her danser kvinder, mænd og børn rundt. Kvinderne, der over deres tøj, er iklædt blade rundt om livet, danser rundt og kaster olie på de andre dansende. Mændene står i en samlet gruppe med enten våben eller instrumenter og danser. Det forestiller næsten en hel kamp mellem mændene. Her lærte vi så også at når man tager et billede af de dansende er det en god idé at give dem nogle naira. Godt vi havde en af beboerne, Auguste til at forklare os hele aftenen og deres skikke.

Vi havde forberedt os på vandring i bjergene for at se bladdamer. Selve turen i bil hen til bjerget var spændende i sig selv. Det var en udfordrende og stenet vej så hvert enkelt minut kunne man høre bilen gå på store sten eller gå imod jord. Alt imens vi tøser hver gang sad med en lille grimasse og håbede at vores kære bil ville overleve turen. Efter noget tid ankom vi til destinationen, og hold da op vi havde undervurderet det bjerg. Nå men herfra gik turen kun op ad… og mere op ad. I vores pauser nød vi udsigten over landsbyerne, bjergene og den halvt udtørrede flod der lå for bjergenes fødder. Det skal lige siges at vi ikke nåede helt op til tops, hvor bladdamerne bor, men så da én da vores trætte legemer var på vej ned til den flade landjord igen.

Også til paradiset. Mandag aften efter den hårde vandring tog vi en tur lidt udenfor byen. August havde fortalt os om det mest fantastiske sted og ville nu vise os det. Og hold da helt fast hvor havde han ret. Den lyseblå flod flugtede sig op af store, bløde sten, der lå så perfekt at man ikke skulle tro at alt dette var tilfældigt sat. Det stille vand strømmede ned fra et meget lille vandfald, som gav en beroligende og dybdegående lyd. Midt i dette kunne man stå og betragte stenene, der efter mange hundrede år havde fået former og mønstre som var det et vægmaleri. Stenenes og bjergenes former og farver spejlede sig yndefuldt i det stille vand. Med fødderne placeret i vandkanten kunne man ikke andet end at tage en dyb indånding og nyde bjergenes skønhed som omringede en, og den hviskende lyd fra vinden der greb i træerne. Så smukt og så fredsommeligt. Go home ” den blå lagune”

Kan kun sige at Tantille er det smukkeste sted jeg endnu har oplevet, og har mine tvivl om mine øjne nogensinde oplever større skønhed end det de så den påske. Skønhed kan ikke blot beskrives med ord, men skal ses, høres og opleves.
P.S. vores lille Toyota CAN overlevede turen;)

Gloria

Det startede som en helt almindelig mandag. Bortset fra at det var vores sidste mandag på skolen inden den lukkede for påske ferie. Således også den sidste mandag vi i det hele taget havde på skolen. Remi starter nemlig ikke inden vi tager hjem til Danmark igen. 4 dage tilbage på skolen og alle børnene er væk.
Men denne mandag var noget helt specielt. Igennem de måneder jeg har været her, har jeg ihærdigt prøvet at få en bestemt lille dame i playing class til at give mig et enkelt lille smil. Den stædige dames navn er Gloria og er ca. 3 år. Ikke en af os piger har set hende smile rigtigt og i det hel taget hverken hørt hende sige et eneste lyd eller grine. Dog er hun det noget af det sødeste mine øjne har set. Selvom Gloria er et barn af få ord, forklarer hun sig tydeligt med hendes kropssprog. Hver gang en lille voldsepisode er sket i playing Class, udpeger hun gerningsmanden, og det gør hun ved at hive i min nederdel og pege på ham/hende.
I tykt og tyndt bliver jeg fuldt rundt i playing class med hendes hånd smeltet i min. Jeg har prøvet alt fra svingture, kildeture og sange lege med hende, men alt sammen uden held. Et smil er ikke til at lirke frem på hendes læber.
Så kom den mandag dog, mandag d. 29 marts (pudsigt nok den samme dag som min nevø kom til verdenen). Igen kom lille Gloria fra morgenen af hen til mig og fik et kram og jeg prøvede igen i et ihærdigt forsøg at kilde hende…. Og som et lyn fra en klar himmel så kom det.. først et smil og så en smittende latter. Efter måneder i stilhed uden at sige en eneste lyd eller ord udbryder hun i ren latter. Og i mine øre er det som engle der synger i kor. Stilheden er væk og hun farer rundt om mig med det største grineanfald. Sang lege og svingture, alt virker pludseligt. Det så længe ventede smil dukkede endelig op, og det var ventetiden hver. Hele dagen var pjat og leg, indtil al energien drev af hende. Stille lagde hun sig ind til min brystkasse og et kvarter senere sov hun i mine arme. Stille og lydløst lå hun fredsommeligt og sød så hun ud.
Min allerbedste dag i Playing Class med Gloria. Det var den sidste dag jeg så hende. De følgende sidste dage kom hun ikke i skole. Så fik aldrig sagt ordentlig farvel, men det var nu den perfekte sidste dag med hende.
Jeg ved man ikke må favorisere, men hvis bare man ikke viser det, så sker der vel ikke noget ved detJ Gloria var bare helt igennem dejlig og min lille engel.

luksus i Nigeria

I en weekend oplevede vi den glamourøse del af Nigeria. Turen gik nemlig til Yankari, som er en slags dyrepark med hoteller og alt der dermed hører til.
Luksus turen startede med fire personer mast ind på bagsædet af en jeep. Hyggen spredte sig hurtigt og det samme gjorde sveden selvfølgelig, men hvornår gør den ikke det hernede;) dansende sad vi alle på en meget humplet vej. Så når en røg op gjorde vi alle nærmest, da vores balder nærmest var limet sammen. Dette var med til at bringe smilet på læberne, alt blev gjort i fællesskab på bagsædet af den bil. Det at tage en tår af ens vand skulle times, således at en holdte øje med buler i vejen, så når der kunne drikkes blev der sagt: ”GO!” og når der så igen dukkede huller op blev der sjovt nok råbt ”HULLER!”
Så er Yankari skiltet i sigte og efter at have snakket med den søde dørmand bliver vi nægtet adgang pga. manglende pas. Tanken om en flere timers tur tilbage, gør at vi alle kigger en smule skrækslagen og ikke mindst trætte på hinanden. Hmm… ja heldigvis kom vi efter noget diskussion ind og efter to timers venten får vi endelig vores værelse.
Skal dog lige siges at for at fordrive tiden, mens vi ventede på vores værelse, udforskede vi stedets museum. Her var der en udstoppet løve der manglede sin mave, elefant øre og slanger og firben i flasker. Skal lige siges at de flasker de lå i ikke var almindelige flasker som man ser på et dansk museum. De lå i fx vandflasker eller Heinz tomat flasker. Det var meget komisk at stå med en dressing flaske i hånden og tænke, at det der var inden i, var en meget farlig slange. Jeg følte mig ikke så skræmt, hovedsagligt fordi jeg fandt det lidt komisk og ikke kunne lade være med at smile lidt af situationen.
Hver velkommen aircondition, vand i hanen og træk og slip toilet! LUKSUS! Vi bliver præsenteret for Wikki Warm Spring, som er en varm kilde på 31 grader. Her er vandet lyseblåt med træer hængende hen over vandet. Ren idyllisk. Mens man køler sin krop af her, kan man dog ikke slappe helt af, man skal nemlig multitaske. Rundt om kilden og oppe i træerne hopper bavianer nemlig rundt. På jagt efter al muligt spiseligt tager de nemlig alt hvad de kan finde… dette gælder også dit tøj. Det komiske ved det hele er at bavianer er meget køns diskriminerende og lader sig ikke skræmme af kvinder. Og slet ikke hvide kvinder, så de er faktisk også lidt racistiske. Men Så mens man helt ydmygende kan stå i sin bikini oppe på kanten af kilden og råbe: ”TAFI! (gå væk)” kommer bavianen kun tættere og tættere, mens ens paniske ansigtsudtryk kun bliver tydeligere. Bavianens tænder bliver større og større og mere synlige og vupti så er den 5 cm fra en. Spændingen stiger, men tingene skal reddes. Tanken om at hoppe i vandet med ens kamera og overlade tøjet til dens skæbne strejfer en hurtigt. Dog ikke hurtigt nok. Beskytter genet er for stort. Godt at der bagfra så kommer en stor, farvet mand løbende og redder én fra den stædige bavian. Men hele denne episode fandt selvfølgelig ikke sted.. hmm vel Maria? You are a real fighter! I am proud to be your rommie;)
Nå, men for at fortsætte nogle af de spændende oplevelser så var vi også på safari. I en rigtig safari bil kørte vi ud på savannen beliggende rundt om bebyggelserne. Så begyndte jagten på at få et godt kamera skud af en elefant eller en farlig løve. Det sjældne skete og vi så en hun løve med to unger som det allerførste på vores vej. Det var ret urealistisk at sidde så tæt på en løve uden at der var noget hegn imellem os. Fed oplevelse. Nu gik jagten videre på en elefant. Desværre endte denne jagt ikke så vellykket, men vi fik da set elefant lort. Udover løven og elefantlort så vi diverse hjorte og antiloper og jeg kan blive ved, kan jeg.
Efter en weekend med luksus måtte vi vinke farvel til aircondition og ture i kølende bade ture i Wikki Warm Spring. Hjem kom vi til Remi, og kan kun sige: Ude godt, men hjemme bedst.

29. marts 2010

Der er sket mange ting siden sidst, men vil gerne skrive om den ting, der har berørt mig mest af alle tingene.

Kl. 11.45, d. 30 marts 2010, fældede jeg en tåre over en helt bestemt sms. Nemlig en hvor der stod 4 smukke ord: ”Du er blevet moster!” Min søster fødte en dejlig dreng d. 29 marts 2010, med en velformet, lille krop der har en længde på 48 cm og en vægt der siger 2710g. Denne selvfølgelig enestående dreng skal have navnet Peter og forkæles af sin Moster, når jeg kommer til lille Danmark igen. Er allerede godt begyndt hernede, så jeg håber lidt at han har/får den samme kærlighed til Afrika som jeg ligger inde med.. men igen, kan man andet?

Hernede fejrede pigerne og jeg det med den helt store fest. Det vil sige at jeg gav en marsbar til hver og en fælles juice. Så der gik vi helt amok, indtil vi fandt ud af at marsbaren smagte lidt vammelt og for ikke at sige direkte kvalme fremkaldende. Men ned og væk det røg den og Peters ankomst til verden blev fejret… på rigtig volontør manér. Bagefter sad vi alle lidt stille med en underlig fornemmelse i maven, men intet røg da op:)

Jeg har aldrig prøvet at savne en person jeg endnu ikke har mødt, men alt skal jo prøves og helt ubehageligt er det da ikke. Ser frem til at møde den lille fyr og overøse ham med kærlighed.

Afrika

Jeg har set Afrikas skønhed med mine egne øjne, oplevet dets gæstfrihed på egen krop og følt dets kærlighed i min sjæl. Afrika er et fattigt kontinent økonomisk, men i folket er der så meget kærlighed at landet, i mine øjne, er det rigeste kontinent i verden. Vildt fremmede kan man komme og blive taget imod med åbne arme og uden den mindste tvivl i deres sind. Tvivlen kom dog derimod fra mig i starten. Så kærlige kan ingen være uden at ville mig noget. Så åbne og nærmest nærgående kan ingen være uden at ville have noget fra mig. Men jo, folk hernede er bare kærlige og åbne imod en. Så dejlige mennesker har jeg aldrig mødt. Det er menneskerne der gør Afrikas skønhed endnu mere strålende. Dem der gør Nigerias solnedgang det smukkere, dem der gør udsigten det flottere og dem der gør den kølige brise det mere behageligt. Afrika er smuk!

En morgen i Playing class

Dagen er mandag morgen, klokken er 8.20 og jeg bevæger mig stille og halvsøvnig hen imod en tung metal dør. Efter utallige bank på døren og ryk i dørhåndtaget, bliver den endelig åbnet og en let brise blæser en lille hårtot væk fra min kind. Hurtigt efterfulgt er lugten af urin, der fylder rummet. 2 sekunder går og blikkene i rummet bliver hurtigt vendt mod mig. En efter en kan jeg mærke små arme og ben omklamre sig mine ben, mens jeg blot kan se flere børn styrtende hen imod mig. ”AUNTI, AUNTI!” bliver der råbt i kor, og jeg føler mig straks hjemme. Hjemme blandt alle børnene der kærligt prøver at nedlægge en for et kram eller et klap på hovedet. En hel weekend uden deres latter og smil, skaber savn. Allerede fredag eftermiddag ser man frem til mandag, hvor man igen vil se dem.
Nå men mens jeg står spærret inde af ti børn, er det lykkedes klassens gavtyv, Nelson, at snige sig ind mellem benene på børnene og hen til mig… jeg kan stille mærke at han ihærdigt prøver at hive min nederdel op, mens to piger river mig i armene for at komme op. Et kort øjeblik har man følelsen af at man er ”Gulliver og mineputterne”, og hvis de først får nedlagt en, så er man færdig. Nu begynder en slags kludermor, hvor jeg kreativt prøver at vikle mig ud fra alle børnene. Mens jeg drejer i cirkler om mig selv, begynder børnene at gør det samme, da de tror det er en slags underholdningsdans. Så opfandt man lige en lille ny leg, der er sjov i 5 min. Jeg når at redde min nederdel i at ryge op, og Nelson får et lille ”Babu” (nej på hausa) med på vejen. Og overvandt børnene, skal der da lige siges, selvom Nelson senere på dagen fik revet noget af min t-shirt op. Han har en mission om at tjekke om vi er hvide over hele kroppen.

Kære toilet!

Jeg har haft et on and off forhold til vores kære toilet i to uger nu. Efterhånden var det begyndt at være et meget intimt forhold, men med tiden synes jeg at vi blev lidt for tæt knyttet. Grunden til nærer partnerskab er at jeg har været den heldige vinder af diarré, der har kørt op og ned i ca. 2 uger. Hvilket da har været meget interessant.
Når man stod og havde undervist på ”the missionary school” og havde en halv times gang hjem og PLUDSELIG kunne man mærke ens mave rumle rundt. ”NU ER DET NU!” tænker man stille inde i sit eget hoved, og leder panisk efter noget der kan benyttes som toiletpapir, og får et A4 ark stukket i hånden, hvorefter man bare tænker: ”Hvorfor egentlig ikke”. Som et vildt dyr på jagt, leder man desperat efter noget der ligner et toilet eller et afdækket sted, hvor man i ro og mag kan sætte sig. Jagten på hullet endte ulykkeligt. Jeg fandt en cement blok, med to huller, hvor der rundt omkring ligger lort og urin overalt. Det var dog dækket rundt om med noget, der bedst kan beskrives som hegn lavet af siv. I få sekunder overvejede man lige situationen og beregner ruten hjem og hastigheden ens fødder er egnet til at komme op på. Ud fra det toilet syn blev min teori at hvis jeg klemte ballerne nok sammen, og nærmest løber så kunne jeg nå det. Hvis ikke ville jeg hellere gøre det i mine trusser og nederdel end sidde i andres efterladenskaber. Og det skal da lige siges at jeg nåede det. Sejr til mig!
Mine nætter har utallige gange været hyggestunder tilbragt ude på toilettet hvor jeg blandt andet fandt ud af at vi har virkelig mange og store myrer derude, men kun om natten. Nå men her sad jeg i deres selskab, i det romantiske skær fra vores lille lygte og hvis der virkelig skulle hygges derude medbragte jeg da lige en god bog. Senere fik jeg da også to kakerlakker som venner, nåede dog ikke at døbe dem inden de var væk igenL
Nå men dette mærkværdige tætte forhold til mit wc, måtte jo stoppe. Derfor prøvede jeg at slå op med sukker – salt vandsblandinger. Hvis folk ikke lige kender til dette knap så velsmagende produkt, skulle det eftersigende hjælpe på dehydrering og diarré. Næsten hver aften slugte jeg en liter af det.. MUMS. Nogle aftener kunne mig og toilettet holde os fra hinanden, mens andre nætter kunne sukker salt vandsblandingen ikke sætte en stopper for vores overvældende følelser for hinanden.
Domme dagen blev d. 19-03-2010. Efter at have fundet ud af at der var blod indblandet når jeg besøgte toilettet, var min beslutning at dette forhold måtte slutte. Tiden var til at vi skulle gå hver til sit, eller i hvert fald se mindre til hinanden og se mere til andre mennesker. Når der er blod i ens efterlandenskaber, kan dette måske være tegn på parasitter, så jeg opsøgte en læge for at ende det nærer bånd jeg havde knyttet til wc’et.
Turen gik således til lægen. Først skulle jeg udfylde papirer med navn, alder, religion og stamme, hvorefter jeg gjorde mig klar til en lang ventetid på klinikken. Venteværelse var fyldt. Efter 5 min. Et skridt tættere på at slutte forholdet. Så langt så godt. Sker der noget der kun kan gøre en skidt tilpas. Nemlig at lægesekretæren råber ens navn så man kan komme ind til lægen. Alle dem der kom før mig kommer lige pludselig bag i køen igen. Her sidder mødre med deres små børn, også pga. en lille blegfis af en dansker har fået lidt blod i afføringen, må de vente længere. Alt sammen bare pga. Ens hudfarve.
Nå men inde ved lægen bliver mit blodtryk og puls tjekket. Min vægt bliver vejet og min tunges kulør bliver vurderet. Herefter går turen ud bag ved, til et køligt rum, hvor jeg får noget stukket medicin i hånden og får forklaret hvordan det skal tages. I alt skal jeg skal 3 forskellige piller dagligt og putte et eller andet pulver i noget the to gange dagligt. Hvad pillerne er for aner jeg ikke, men hvis blot jeg er et godt på vej ud af et sindssygt og indelukket forhold er jeg lykkelig blot ved tanken.